Skøde og købsaftale – hvad er forskellen?

Er du førstegangskøber på jagt efter din drømmebolig, så har du muligvis svært ved at hitte rede i de mange forskellig begreber, man opererer med i den verden. Vi har taget et kig på de to vigtigste elementer, nemlig skøde og købsaftale. For hvad er forskellen?

Skøde

Skøde er den betegnelse man bruger for det dokument, der offentligt stadfæster, at du er den nye ejer af en given bolig. Skødet skal tinglyses i Tingbogen, før det er gældende, og det sørger boligadvokaten eller ejendomsmægleren som regel for – alt efter hvilken praksis der er, der hvor du handler.

Skødet bygger på de oplysninger, der står i købsaftalen, og den tilfører altså ikke noget nyt i forhold til vilkårerne i handlen.

I dag foregår alt arbejdet med skødet digitalt, ligesom du også skal underskrive digitaglt ved hjælp af dit NemID. Det betyder også, at du ikke længere modtager et fysisk skøde, når du køber ejendom. Du kan dog altid finde det på nettet.

Købsaftalen

Købsaftalen er handlens vigtigste dokument – hvis man ser bort fra, at handlen ikke er officielt gældende, medmindre den bliver tinglyst. Det er i købsaftalen at selve aftalen mellem køber og sælger fremgår, fx købesummen, særlige vilkår og hvilken ejendom, det drejer sig om.

Købsaftalen udformes som regel af ejendomsmægleren, hvorefter du som køber skal underskrive den. Det er en god idé at få en advokat til at kigge aftalen igennem, inden du underskriver, så du undgår faldgruber og ubehagelige overraskelser. Er det ikke en mulighed at vente, så kan du i stedet få indskrevet et advokatforbehold i købsaftalen, så den kun er gældende, hvis advokaten efterfølgende godkender handlen i sin helhed.

Brug en boligadvokat

Når du skal vælge, hvilken advokat der skal hjælpe dig i dit boligkøb, så gå altid efter en certificeret boligadvokat. På den måde er du sikker på at få en advokat, der udelukkende handler i din interesse.

Camilla Skøtt